Røveri mod taxachauffør
Tre røvere slog og tog kvælertag på taxachauffør i Århus tidligt torsdag morgen.
En århusiansk taxachauffør blev kl. 5.46 i morges udsat for et groft røveri, begået af tre unge passagerer. Den ene af passagererne tog halsgreb på chaufføren, der også blev slået flere gange af de tre unge mænd, inden de stak af med 2500 kr. og chaufførens mobiltelefon.
Det lykkedes dog chaufføren at slå alarm, og 20 minutter senere blev røverne anholdt af en politipatrulje.
Chaufføren havde taget to at passagererne op ved Banegården. Senere blev en af deres kammerater samlet op, og trioen bad nu om at blive kørt til Bispehaven. Røveriet fandt sted, da passagerne skulle af ved deres bestemmelsessted.
Ved et grundlovsforhør senere i dag vil politiet kræve de tre anholdte fængslet.