Røveri mod pengetransport

Tre bevæbnede mænd sprang pludselig ud af bil

Et vidne til morgenens røveri har sendt dette billede til TV 2 | ØSTJYLLAND.

En pengetransport fra firmaet Nokas blev tirsdag morgen røvet af tre maskerede mænd i hvide dragter. Det oplyser Østjyllands Politi.

Røveriet fandt sted ved på Viborgvej i Tilst i Aarhus ved nedkørslen til E45 i nordgående retning.

En blå Toyota Carina bremsede hårdt op foran pengetransporten, så den måtte standse. En sort Porsche Cayenne holdt umiddelbart efter ind bagved og tre maskerede mænd i hvide dragter sprang ud af bilen, én truede med en pistol.

Chaufføren åbnede for boksen og udleverede et antal gennemsigtige poser med penge. Herefter kørte bilen mod kørselsretningen op mod Viborgvej og forsvandt i ukendt retning.

Se: Det virker meget professionelt

Det hele tog kun et par minutter, men skabte kø ud ad Viborgvej.

- Kl. 05.54 modtog vi oplysning om, at der var en brændende bil på Baunehøjvej, Tilst - det viste sig at være den anvendte Porsche Cayenne, oplyser Østjyllands Politi.

Østjyllands Politi vil meget gerne høre fra borgere, som måtte have set noget omkring røveriet eller den brændende bil på tlf. 114 eller 87 31 14 48.

Røveriet fandt sted ved 5.30-tiden.