Røveri mod café i Randers
To mænd slog café-bestyrer under indbrud i nat.
Randers Politi har yderst få spor at arbejde videre med efter et røveri i nat.
To tyve brød ved 2.30-tiden i nat ind i en café i Lille Voldgade i Randers, og her forsynede de sig med spiritus, cigaretter og kontanter. Tyvene blev imidlertid overraskede, da café-bestyren pludselig kom ind i lokalet. Bestyreren, der bor i samme ejendom, havde hørt larm fra den lukkede café, og han stod derfor op for at finde ud af, hvad der var sket.
Indbruddet udviklede sig til et røveri, da den ene af de to tyve kastede et glas mod indehaveren, der også fik et knytnæveslag i ansigtet. Derefter stak tyvene af. Den 40-årige bestyrer blev efter røveriet behandlet på skadestuen, men han er dog kommet hjem igen.
Indehaveren af den randrusianske café har ikke kunnet give noget signalement af røverne, for han kunne knapt se dem i det mørke lokale. Dog har han fortalt, at den ene af mændene var ret høj.
Randers Politi vil gerne i kontakt med
personer, der har informationer i sagen.
Det kan ske på telefonnummer
87 10 14 48.