Røveri mod Brugs på Djursland
En cirka 35-årig mand truede brugsuddeleren under røveri i Vrinners på Djursland.
13. mar 2007, kl. 11:02
Mere end 30 dage gammel
En cirka 35-årig mand begik mandag eftermiddag røveri mod Dagli' Brugsen i Vrinners på det sydlige Djursland.
Ifølge Østjyllands Politi stjal manden cirka 500 kr. fra kasseapparatet ved et såkaldt 'pengedyk'. Da uddeleren forsøgte at få fat på ham, truede gerningsmanden ham og sagde, at han havde en kniv.
Senere truede han desuden uddeleren med et jernrør og nogle sten.
Røveren flygtede fra stedet og blev på p-pladsen samlet op af en person, der var kørende i en blå Suzuki Baleno. Flere politipatruljer ledte efterfølgende uden held efter bilen forskellige steder på Mols.