Røvere sparkede dør ind
Beboer truet med pistol i eget hjem
9. okt 2014, kl. 12:50
Mere end 30 dage gammel
En 24-årig mand fik sig en grim overraskelse i sit hjem i aftes. Ved 20-tiden blev døren sparket ind i hans lejlighed på Frederiksgade i Horsens.
Ind kom to mænd, han ikke kendte og truede ham med en pistol.
Røverne tog nogle ting fra mandens lejlighed og forsvandt igen.
Efterfølgende blev en 51-årig, en 34-årig og en 26-årig mand anholdt. Alle kommer fra Vejle. Politiet fandt frem til mændene på bagrund af signalementerne og vidneudsagn.
- Det er et ret groft røveri. Det er sjældent, vi ser den slags hjemmerøverier, fortæller vicepolitikommissær ved Sydøstjyllands Politi Lars Peter Madsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
De tre anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag kl. 13.