Røvere slap væk i Lystrup

Butikstyveri udviklede sig til røveri, da Netto-ansat fik knytnæve i ansigtet. Politiet leder efter fedladen mand og spinkel dame.

Et butikstyveri udviklede sig mandag eftermiddag til røveri på parkeringspladsen foran Netto i Lystrup ved Århus.

En kvindelig ansat fik skrammer og knubs, og røverne stak af og slap væk.

Ofret havde holdt øje med et par, der stjal varer inde i forretningen. De skyndte sig gennem kasselinien og ud på parkeringspladsen.

Ofret konfronterede parret med tyveriet og bad dem følge med til kontoret.

Kvinden gav ofret et knytnæveslag i ansigtet, og manden skubbede hende omkuld, hvorefter de stak af i en bil. Butikstyveriet udviklede sig på den måde pludselig til et røveri.