Røvere afsløret af taxichauffør
Politiet kom på sporet af tre unge tankstations-røvere efter tip fra en taxichauffør.
19. jan 2005, kl. 08:33
Mere end 30 dage gammel
Takket være en årvågen taxichauffør slap tre unge røvere ikke langt væk med udbyttet, da de natten til onsdag begik røveri mod Q8 på Randersvej i Århus.
De tre mænd - en på 17 og to på 18 - truede med en kniv ekspedienten til at udlevere et ikke opgjort beløb og en større mængde cigaretter, hvorefter de flygtede fra tanken. Flere taxi-chauffører var kort efter på stedet, hvor de bl.a. hørte signalementerne på de tre røvere.
Kort efter så en af chaufførerne de tre unge ved Hasle Ringvej og tilkaldte politiet, der anholdt dem. De havde stadig udbyttet på sig og gik hurtigt til erkendelse. /ritzau/