Røver ville have medicin

Dagligvarebud blev røvet på sin rute

Foto: Colourbox

En mandlig chauffør blev i går eftermiddag røvet på sin rute, da han kørte rundt for at levere dagligvarer.

Ifølge Østjyllands Politi skete røveriet klokken 16.36 ved Skæring Parkvej i Egå, hvor manden netop havde parkeret sin bil.

Pludselig kom en 41-årig mand hen til ham og truede med en pistol, hvorefter han råbte "Giv mig medicin! Jeg vil have medicin!".

Chaufføren kørte kun med dagligvarer og havde derfor ingen medicin i bilen. Det fik manden med pistolen til at løbe sin vej.

Umiddelbart efter løb chaufføren hen til en bolig i nærheden og fik alarmeret politiet. Flere politi- og hundepatruljer blev kaldt til stedet for at søge efter manden.

En times tid efter lykkedes det at finde frem til ham i en lejlighed i nærområdet. Han blev derefter anholdt.

Politiet er i øjeblikket ved at tage stilling til, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør.