Røver truede med bushammer
Puttede penge ned i sort affaldssæk og forsvandt
24. okt 2011, kl. 10:41
Mere end 30 dage gammel
En mandlig kioskrøver anvendte en såkaldt bushammer som våben, da han søndag aften begik røveri mod en butik på Finlandsgade i Aarhus.
Ifølge politiet råbte gerningsmanden efter pengene, mens han havde en bushammer hævet over hovedet. Manden lagde udbyttet i en sort affaldssæk, hvorefter han løb fra stedet i retning mod Paludan Müllers Vej.
- Der var muligvis flere medgerningsmænd, idet flere personer er set løbe fra stedet, oplyser Østjyllands Politi.
Manden, der formentlig er dansk, er spinkel af bygning. Under røveriet var han iført sort regntøj og var desuden maskeret med et sort tørklæde, der dækkede den nederste del af ansigtet.