Røver truede med at brække offers ben

Mand i Sejs overfaldet med slag og spark på bopælen af ukendt mand, der krævede 20.000 kr.

Betal 20.000 kr. eller få brækket dine ben.

Det var den besked, en mandlig beboer på Sortbærvej i Sejs ved Silkeborg fik, da han sent fredag aften åbnede døren.

Det skriver Midtjyllands Avis.

Udenfor stod en mand, der krævede at få pengene.

Ofret har forklaret til politiet, at han ikke kendte manden, der slog og sparkede ham, da han ikke kunne få de penge, som han forlangte.

Efter overfaldet tog gerningsmanden en mobiltelefon og en bærbar computer med sig.

Ofret var en tur omkring skadestuen og anmeldte røveriet lørdag eftermiddag til politiet.

Overfaldsmanden beskrives som en dansk mand, 25-30 år gammel, 185-190 cm høj, muskuløs, mørkhåret og med cowboybukser.

Ofret har ikke kunne give nogen forklaring på overfaldet.

Politiet har kendskab til ham fra tidligere og mener, at der måske kan være en sammenhæng med hans fortid.

- Hvis der er personer, der har bemærket noget usædvanligt på Sortbærvej fredag aften omkring kl. 22 - kl. 23, så vil vi gerne høre fra dem, siger vicepolitikommissær Jørgen Dalsgaard.