Røver truede kvinde: 'Jeg har en pistol'
Gerningsmanden stjal mobiltelefon og løb
Torsdag morgen blev ikke en morgen som alle andre for en 32-årig kvinde.
Klokken 8.15 kom hun gående i Brammersgade i Aarhus C, hvor hun gik og skrev på sin mobiltelefon.
Imod hende kom en mand gående, og da han nærmede sig hende, overraskede han hende, da han pludselig antastede hende.
- Gerningsmanden siger til hende, at han har en pistol, og at hun skal aflevere sin telefon. Kvinden ser aldrig pistolen, men hun afleverer sin telefon, og så snart gerningsmanden har kvindens telefon, løber han væk fra stedet med telefonen, siger Vagn Martinussen, der er vagtchef ved Østjyllands Politi, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Gerningsmanden beskrives som en mand med dansk udseende, 23-25 år og 170-175 cm. Han har almindelig kropsbygning, hudfarve: Hvid, hårfarve: Lys, hårlængde: Kort og han talte dansk.
Hvis du ved noget, kan Østjyllands Politi kontaktes på 114.