Røver slog til mod kiosk
Truede ekspedient med en kniv
En maskeret mand begik i aftes røveri mod en kiosk i Silkeborg.
Ifølge lokalpolitiet i Silkeborg fandt røveriet sted klokken 19.56 mod Kiosk 1 på Århusvej.
Her kom en mand iført elefanthue ind i kiosken og truede ekspedienten med en kniv til at udlevere cigaretter og penge. Manden flygtede derefter fra kiosken.
Det er anden gang inden for få måneder, at kiosken er blevet udsat for røveri. I starten af i år blev Silkeborg ramt af en bølge af røverier mod butikker og kiosker, men ifølge politiet er der ikke noget, der tyder på, at røveren fra i går aftes er involveret i de tidligere røverier:
- I de fleste af de andre røverisager sidder folk inde lige nu, og der er ikke umiddelbart nogle indikationer på, at han har været involveret i de andre sager, siger vicepolitikommissær Merethe Norring fra lokalpolitiet i Silkeborg til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Efterlyser vidner
Lokalpolitiet i Silkeborg håber nu på også, at kunne opklare søndagens røveri.
Derfor har de brug for henvendelser fra borgere, som muligvis har set noget i området omkring Kiosk 1 på Århusvej eller på Vibevej. Her spottede et vidne nemlig tre unge mænd søndag aften:
- Et vidne har fortalt os, at han så tre unge mænd på Vibevej omkring samme tidspunkt som røveriet, som stod med flere pakker cigaratter. De var på vej ned i en cykelkælder, og så spurgte vidnet, hvad de lavede, og det fik dem til at flygte, siger vicepolitikommissær Merethe Norring fra lokalpolitiet i Silkeborg til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Signalement af røver
Røveren beskrives som 20-25 år gammel, 165-170 centimeter høj, kraftig af bygning og lys i huden.
Han var iført en sort elefanthue med huller til øjnene og grå hættetrøje med lomme foran. På brystet var teksten "Vans" med store mørke bogstaver.
Derudover havde han sorte handsker, lyseblå cowboybukser og brune sko med lys sål.
Hvis man har oplysninger omkring røveriet, kan lokalpolitiet i Silkeborg kontaktes på tlf. 114.