Røver skal direkte i fængsel
Erkendte sig skyldig i røverier og brandstiftelse
En 38-årig mand fra Odder er i dag blevet idømt en straksdom på to år og tre måneders fængsel.
Se: 38-årig anholdt for røveri
Manden erkendte skyldig i forsøg på røveri mod en bank i Bjerringbro den 20. december 2012 og for at have stjålet og sat ild til en personbil i Dyrehaven i Skanderborg.
Han erkendte sig ligeledes skyldig i medvirken til røveri mod Sydbank på Bjerrevej i Horsens den 3. januar 2013, hvor flere gerningsmænd knuste bankens rude med et koben og flygtede derfra med et større pengebeløb.
Den 38-årige mand blev anholdt af Østjyllands Politi i går i Vejle. Manden har tilknytning til fem mænd, der har siddet varetægtsfængslet siden den 13. juni i år.
Mændene er sigtet for flere røverier mod banker, hvor fremgangsmåden stort set har været den samme med hensyn til knusning af ruden med koben til banken ved lukketid.