Røver overmandet på gerningssted

To mænd begik røveri mod en guldsmed i Århus midtby. Den ene blev overmandet foran butikken, den anden stak af.

To unge mænd havde i formiddags udset sig en guldsmed i Århus og nærmere bestemt dennes udvalg af værdifulde ure.

De to kørte i hvert fald på scooter op foran Guldsmed Hingelbergs forretning på Store Torv i centrum af Århus, hvorefter de begyndte at smadre udstillingsvinduerne.

Klokken havde passeret 10, så der var forholdsvis mange mennesker på gaden, og de kunne naturligvis ikke undgå at få med, hvad der foregik.

- Jeg vender mig om, og så kan jeg bare se, at ruden bliver smadret. De tager så ure ud, og den ene hopper op på en scooter, fortæller et af vidnerne, Tina Andersen fra Århus, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Tina Andersen fortæller, at hun ikke rigtig turde gribe ind, men det var der heldigvis andre , der gjorde.

To mænd fik overmandet den ene af røverne foran butikken, mens hans medsammensvorne tog flugten over torvet på scooteren. Med sig havde han en taske.

Østjyllands Politi efterlyser den flygtede gerningsmand, der beskrives som: Mand, ca. 20 år, spinkel af bygning med kort hår. Han var under røveriet iført cowboybukser, gule/orange sko, og på hovedet havde han en lys hue.

Den anholdte sigtes nu for røveri og bliver fremstillet i grundlovsforhør på et senere tidspunkt.