Rotterne myldrer rundt i Århus

Sidste års milde vinter og en begrænset mængde nedbør giver gode vilkår for de firebenede gnavere.

Hver dag får Århus Kommune fem flere henvendelser end normalt fra borgere, som er generede af de sultne skadedyr.

Normalt får rotteafdelingen 20 henvendelser om dagen. Nu er tallet 25. Det skriver Århus Stiftstidende.

- Det er et rotteår, konstaterer Lene Nørskov til Stiften.dk.

Hun er chef for kommunens rotteafdeling. En begrænset mængde nedbør har gjort, at færre rotter i år er druknet i kloakkerne.

Sidste års milde vinter er også en del af problemet, som allerede har lukket flere forretninger landet over.

Det kan synes drastisk at spærre caféer og store supermarkeder af på grund af en lille gnaver. Men i følge By- og Landskabsstyrelsen skal rotteplagen tagets yderst seriøst.

- De er først og fremmest farlige, fordi de kan sprede smitte til mennesker. Man ved, at rotter kan overføre mindst 55 forskellige sygdomme, hvoraf nogle kan være dødelige, oplyser
styrelsen på sin hjemmeside www.blst.dk. Her kan borgere få svar på alle tænkelige rottespørgsmål.