Rotter lukker Fakta-butik

Et Fakta-supermarked i Kjellerup har været lukket i flere dage, efter at der er fundet spor efter rotter.

En eller flere rotter har tilsyneladende taget ophold i baglokalet i et Fakta-supermarked i Kjellerup nord for Silkeborg.

Sporene efter rotterne blev første gang konstateret i sidste uge. Forretningen blev straks lukket, og i løbet af weekenden tog butikken forholdsregler, der skulle løse problemet.

I denne uge kunne medarbejderne dog konstatere, at rotterne hverken er døde eller drevet på flugt. Derfor har butikken igen måttet lukke.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at det her kan stoppe så hurtigt som muligt, og vi følger de gældende retningslinjer, siger Faktas salgs- og driftskoordinator, Lars Christian Andersen, til Radio Silkeborg.