Rotte-plage i boligblok
Rotter gør livet surt for beboerne i en boligblok i Vårkjærparken i Viby syd for Århus. Kommunen vil ikke hjælpe.
Rotter er næppe ret manges favoritdyr, og flere familier i Vårkjærparken i Viby har stiftet tættere bekendskab med skadedyrene, end de fleste bryder sig om.
Beboerne i en lejlighed overnatter ifølge JP Århus lige nu i en gildesal, fordi gulvet i deres lejlighed er brækket i forsøget på at komme rotterne til livs.
- Vi har haft kontakt til teknisk forvaltning, men der sagde man, at man ikke kan hjælpe, siger beboer Grethe Jessen til JP Århus.
Hun tilføjer, at beboerne også uden held har forsøgt at få embedslægen til at gøre noget.
Alboa, der står for administrationen af Vårkjærparken, beklager rotte-generne.
- Det er svært. De kommer ind alle steder. Vi prøver at bekæmpe dem, siger direktør John Jensen til JP Århus.