Roser til nyt Gnags-album

Trods mere end 40 år på bagen swinger Århus-bandet Gnags stadig. Gruppens 22. album får gode anmeldelser.

Sanger og sangskriver Peter A.G. Nielsen er stadig Mr. Swing King.

Han og resten af Århus-bandet Gnags sendte mandag et nyt album på gaden, og 'Legepladsen', som albummet hedder, får gode anmeldelser i de danske aviser og musikmagasiner.

- Selve titelsangen er melodisk forrygende, og tekstmæssigt når Peter A.G. Nielsen her nye højder som næstekærlighedens vogter. Jo, kærligheden overvinder stadig alt. Men ellers står han stærkt i flere erindringssange, hvor sangskriveren står ved alder og laster. Legepladen er lidt af et comeback for Gnags, skriver det århusianske musikmagasin Gaffa, der tildeler 'Legepladsen' fire stjerner ud af seks mulige.

Også dagbladet B.T. og gratisavisen 24timer roser Gnags' 22. album til skyerne. De to aviser tildeler albummet henholdsvis fem og fire stjerner.

Du kan se et portræt af Peter A.G. Nielsen i 'Nærbillede' i tirsdagens udsendelse på TV 2 | ØSTJYLLAND klokken 19.30.