Rønnow solgt til Brøndby IF
Frederik Rønnow er solgt til Brøndby IF
AC Horsens har solgt målmand Frederik Rønnow til Brøndby IF.
Det oplyser klubben torsdag.
Frederik Rønnow skifter til Brøndby med øjeblikkelig virkning, og han har skrevet under på en kontrakt gældende frem til sommeren 2019.
I AC Horsens er træner Bo Henriksen stolt over salget.
- For AC Horsens er det fantastisk, at vi kan sælge en spiller til en de største klubber i Danmark. Ovenikøbet er det en spiller, som klubben selv har fostret, hvilket er en stor cadeau til talentudviklingen i AC Horsens, siger Bo Henriksen til klubbens hjemmeside.
Han fortsætter:
Se: Her er Horsens' nye målmand
- Frederik Rønnow har udviklet sig eksplosivt i sin tid i AC Horsens, og nu er han på et niveau, der berettiger ham til at komme videre. Brøndby IF bliver en stor oplevelse og et godt step videre i Frederiks karriere, og vi ønsker ham alt mulig held og lykke i den nye gule trøje.
AC Horsens oplyser ikke, hvor meget Brøndby har måttet betale for den talentfulde målmand.
AC Horsens har allerede en erstatning for Frederik Rønnow klar i kulissen, da klubben for to uger siden hentede Nicklas Dannevang i Brønshøj.