Rolig landsformand om Bojes LA-exit: Vi har snart kommunalvalg igen
Landsformand Leif Mikkelsen fra Liberal Alliance tager det roligt, efter partiet har mistet sit eneste medlem i Aarhus byråd
Lars Boje Mathiesen, byrådsmedlem i Aarhus, har forladt Liberal Alliance i protest over, at han er blevet vraget som partiets folketingskandidat i Østjylland.
Lokalpolitikerens kritik går på, at der ikke er fri konkurrence om at blive folketingskandidat i partiet. Men landsformanden i Liberal Alliance, Leif Mikkelsen, er meget rolig, og ønsker blot Lars Boje Mathiesen held og lykke.
- Jeg ved fuldstændig, hvad der foregår. Nemlig at storkredsen seriøst gennemfører samtaler med kandidater og godkender i øvrigt de fleste. Og så er der nogen, de sorterer fra, og det er så åbenbart sket i Lars Bojes tilfælde, siger Leif Mikkelsen.
Læs også
Ifølge Lars Boje Mathiesen vil han være for stor en konkurrent til de eksisterende kandidater i Østjyllands Storkreds, og han mener, at det er derfor hans kandidatur er blevet afvist. Men Leif Mikkelsen støtter op om processen i storkreds Østjylland.
- Jeg bakker fuldstændig storkredsen op i deres vurdering af dem, der har siddet til samtalerne. Det har jeg sådan set slet ikke en lyst til at kommentere. Jeg har heller ikke behov for det heller, siger Leif Mikkelsen.
Med Lars Bojes Mathiesens exit fra partiet, har Liberal Alliance mistet sit eneste byrådsmedlem i Aarhus Kommune.
Læs også
- Der går et års tid, så er der kommunalvalg, og så er vi klar igen. Og så har vi forhåbentlig rigtig gode kandidater, som måske kommer ind med endnu flere (stemmer, red. ), siger Leif Mikkelsen.
Men nu har I ikke nogen stemme i Aarhus byråd?
- Altså vi har byer, hvor vi ikke har stemmer i. Så vi er på vej op, vi er et parti, der får flere og flere medlemmer i byrådene rundt om. Og det gør vi også efter næste valg og sikkert også i Aarhus, siger Leif Mikkelsen, og fortsætter:
- I et politisk parti er der nogle, der går og nogle, der kommer. Vi har heldigvis flest, der kommer.