Røg i opgang udløste alarm

Ældre mand faldt, mens han lavede mad

Foto: Colourbox

Der blev slået alarm, da røgen fra en ældre mands lejlighed tidligt tirsdag aften spredte sig i en opgang i det østlige Randers.

Ifølge indsatslederen ved Randers Brandvæsen var den ældre mand faldet, mens han lavede mad. Han var ikke i stand til ved egen hjælp at komme op.

Heldigvis gik røgalarmen i gang, da røgen var blevet tilpas tæt. Derefter rykkede brandvæsenet ud til opgangen på Stadfeldtsvej ikke langt fra byens sygehus.

- Vi fik hjulpet den ældre mand på benene, hvorefter han blev kørt til behandling på sygehuset i en ambulance. Vi fik også slukket komfuret, hvor maden var godt brændt på, siger brandvæsenets indsatsleder til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Den ældre mand er efter alt at dømme ikke kommet alvorligt til skade. Efter at han havde forladt sit hjem, luftede brandvæsenet godt ud i lejligheden.