Røg i opgang - glemte tændt kogeplade
Beboer i opgang i Højbjerg slog alarm
En kogeplade, som ikke var blevet slukket, skabte lørdag mindre panik i en opgang i Højbjerg i det sydlige Aarhus.
Ifølge Aarhus Brandvæsen havde en beboer i en kælderlejlighed på Rosenvangs Alle forladt sin bolig uden at slukke for en af kogepladerne på komfuret.
Senere opdagede en af de øvrige beboere i bygningen, at der var røg i opgangen. Naboen slog derfor straks alarm til brandvæsnet, ligesom han fik advaret de personer, der befandt sig i de øvrige lejligheder.
- Da vi kom derud, var der en del røg i opgangen. Ved at kigge igennem vinduerne ind til lejligheden kunne vi se, at røgen kom fra kogepladerne. Vi lirkede derfor et vindue op og fik kogepladen slukket, siger indsatsleder Jesper Hansen fra Aarhus Brandvæsen til tv2oj.dk.
Ifølge indsatslederen foregik det hele ret udramatisk. Det var ikke nødvendigt at evakuere beboerne, da de alle var blevet advaret af den opmærksomme nabo.
Aarhus Brandvæsen blev alarmeret kl. 8.42. Efter at kogepladen var blevet slukket, blev der luftet ud i opgangen.