Røvere truede sig til kontanter: Nu offentliggøres video

Østjyllands Politi er på jagt efter to mænd, der begik røveri mod Rema 1000 i Kongsvang i sidste uge. Mændene efterlyses nu med video.

00:28

På overvågningsvideo fra Rema 1000 fremgår to mænds ageren under et røveri i torsdags. Video: Østjyllands Politi

Kort før lukketid torsdag den 21. januar begik to mænd røveri mod Rema 1000 på Gammel Kongevej i Kongsvang i det sydlige Aarhus. Siden er det ikke lykkes politiet at finde frem til gerningsmændene, hvorfor der nu offentliggøres overvågningsvideo fra butikken.

På videoen ser man de to mænd komme maskerede ind i butikken kl. 21.57, hvor de straks truende tager kontakt til en af de to ansatte i Rema 1000.

Læs også Politiet søger vidner til groft røveri i Rema 1000

- De gik hen til en medarbejder, som de skubbede til, mens de råbte, at han skulle give dem penge. Den ene havde en form for værktøj i hånden, som han truede med, oplyser Østjyllands Politi.

Da hverken medarbejderen eller hans kollega, der var i butikken, lukkede kassen op, brød en af røverne den selv op og stak sammen med sin medgerningsmand af med et mindre kontantbeløb.

I videoen ses det, hvordan den ene røver selv vælger at brække kassen op, da de ansatte ikke gør det.  Foto: Østjyllands Politi

Løber fra butikken

Det fremgår også tydeligt af den offentliggjorte video. Her er der også video fra øjeblikket efter røveriet, hvor de to mænd løber fra stedet.

Vi kan ikke udelukke, at de eventuelt havde en bil i nærheden. Deres videre færd kender vi ikke.

Jakob Christiansen, Østjyllands Politi

- Gerningsmændene stak af med nogle tusind kroner. De løb efterfølgende op mod Øster Allé, sagde kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, i fredags til TV2 ØSTJYLLAND.

Signalementer

De to mænd beskrives som: 

A: 
Ca. 20-25 år
Ca. 180-185 cm høj, almindelig til kraftig af bygning
Iført sort elefanthue, mørk jakke, mørke bukser og mørke sko med hvid kant. 

B: 
Ca. 20-25 år
Ca. 180-185 cm høj, almindelig af bygning. 
Iført en sort elefanthue, sort frakke, lyse cowboybukser og mørke sko med gummikant.  

Kilde: Østjyllands Politi

Politiet hører meget fra vidner, der har set mistænkelige personer eller køretøjer omkring Rema 1000 på gerningstidspunktet.

- Vi kan ikke udelukke, at de eventuelt havde en bil i nærheden. Deres videre færd kender vi ikke, sagde Jakob Christiansen fredag.

Har du oplysninger i sagen, kan Østjyllands Politi kontaktes på tlf. 114.

Rema 1000-butikken ligger i bydelen Kongsvang i det sydlige Aarhus. Foto: Google Maps