Røvede for 63 kroner - 18-årig dømt til udvisning

To mænd begik i september et røveri på åben gade og fik 63 kroner med sig. De er nu idømt ni måneders fængsel. En af mændene er idømt udvisning.

Den 18-årige har anket dommen, mens hans 17-årige medgerningsmand har bedt om betænkningstid. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

To måneder efter to unge mænd begik et røveri i det centrale Randers får de nu deres straf.

Mændene på henholdsvis 17 og 18 år mænd er mandag blevet idømt ni måneders ubetinget fængsel, efter at de 1. september begik et røveri på åben gade mod to mænd, der var på vej hjem efter en bytur i Randers.

Læs også To plejehjem lukker, et nyt bliver bygget og skatten stiger

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

De dømte fik et udbytte på 63 kroner ved røveriet.

Gerningsmand dømt til udvisning

Den 18-årige, der er tyrkisk statsborger, er også idømt udvisning af Danmark med et indrejseforbud på seks år.

Han er født og opvokset i Danmark.

De er begge tidligere straffet for lignende forhold.

Læs også Randers-anfører om farlige dødbolde: Vi har fundet opskriften

Det har også vægtet i straffen på ni måneder, som de fik i Retten i Randers, oplyser anklager Steffen Dam Andersen.

- Det er en alvorlig forbrydelse at røve tilfældige mennesker på gaden, ligegyldigt hvor mange penge det lykkedes at slippe væk med, siger anklageren.

Overfaldet skete i krydset Vestergrave/Apotekerstræde i den nordlige ende af Laksetorvet. Foto: Google Street View

På vej hjem fra byen i Randers

De to dømte overfaldt to 20-årige mænd om morgenen kort efter klokken 04.00 den 1. september.

Overfaldet skete i krydset Vestergrave/Apotekerstræde i toppen af Laksetorvet.

Først bad røverne med en truende adfærd om at få de to mænds penge.

Læs også Randers vinder over Lyngby trods hektisk afslutning

Da de forurettede spurgte hvorfor, blev den ene skubbet omkuld og fik en lussing, mens den anden forurettede fik et knytnæveslag i hovedet og blev truet med en glasflaske mod tindingen.

Derefter flygtede de to unge mænd med en fangst på 63 kroner.

De to mænd blev dømt ved Retten i Randers.

Anholdt efter en halv time

De forurettede fik tilfældigvis øje på en politipatrulje, og sammen med den enes kæreste hoppede de ind på bagsædet af politibilen for at hjælpe med eftersøgningen.

Her spottede de en halv time senere røverne, som var sluppet afsted med de 63 kroner.

Da politibetjentene fik fat på dem, kunne de dog kun rasle 11 kroner ud af de to mænds lommer.

Læs også Efterlyst kvinde fundet: Borger undrede sig

De to unge mænd er også dømt til at levere de 11 kroner tilbage til de forurettede, fortæller Steffen Dam Andersen til Ritzau.

- Politiet finder de 11 kroner, og så siger man, at det må være penge, der tilhører de røvede personer.

- De forurettede kunne nedlægge erstatningskrav mod dem og få resten erstattet, men det gjorde de så ikke, siger han.

Den 18-årige mand med tyrkisk statsborgerskab har anket dommen, mens den 17-årige har bedt om betænkningstid.