Roen breder sig i Gellerup

Boligforeningens såkaldte nultolerance over for kriminelle børn virker, mener lokal klub-leder.

Roen har bredt sig mellem blokkene i Gellerupparken efter, at Boligforeningen har indført nultolerance over for familier med kriminelle børn.

Sådan lyder meldingen nu fra lederen af områdets klubber, Anders Glahn. Han er kendt som manden, der ved, hvad der foregår både inden- og udenfor betonvæggene langs den århusianske ringvej - og selvom det kun er tre familier, der indtil videre er blevet smidt ud af deres lejligheder, er lederen ikke i tvivl om, at boligforeningens hårde linje har lagt en betydelig dæmper på bydelen.

- Den overhængende fare for at blive hjemløs har fået mange forældre til at åbne øjnene for, hvad deres teenagere egentlig foretager sig og skabt et friskt pust i debatten om, hvordan man opdrager sine børn. Vi har en klar oplevelse af, at det har skabt mere ro i området, fordi især mange forældre er stoppet op, begyndt at holde opsyn - og sætte grænser for, hvor længe deres børn må rende rundt om aftenen, siger Anders Glahn til avisen Urban.