Røggas-eksplosion i restaurant i Aarhus
Et par opgange måtte evakueres, da der skete en mindre eksplosion og opstod brand i en restaurant i Aarhus
Østjyllands Brandvæsen måtte evakuere beboere samt sende flere vogne til Ny Banegårdsgade i det centrale Aarhus natten til i dag på grund af en voldsom brand.
- Der var et vindue, der var trykket ud over hele gaden, så det er formentlig en røggas-eksplosion, der er sket derinde. Jeg ved ikke, hvad årsagen var. Der stod også op til flere gasflasker i kælderen, der var i brand, siger indsatsleder Johnny Damgaard fra Østjyllands Brandvæsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Østjyllands Politi bekræfter onsdag formiddag, at der skete en røggaseksplosion - en såkaldt overtænding - i restauranten.
Indsatslederen Johnny Damgaard var ikke selv til stede ved indsatsen, men har fået det overleveret fra nattens indsatsleder.
- Anmelder havde sat gang i noget evakuering allerede inden, vi kom, og der var ikke nogen, der kom til skade, siger Johnny Damgaard.
Læs også
Cirka en time efter anmeldelsen havde brandvæsnet slukket branden. Der var ingen personer til stede i restauranten.
Indsatslederen ved ikke, hvor stor skade der er sket på restauranten.
Se video optaget af Øxenholt Foto øverst i artiklen.