Rockere fængslet efter narkofund

Fandt næsten et kilo narko under en aktion

To fuldgyldige medlemmer af Hells Angels skal for en tid skifte klubhuset ude med den lokale arrest efter fundet af 900 gram kokain.

De to mænd på 32 og 38 år blev fængslet i weekenden. De kommer begge fra rockerklubbens afdeling i Randers.

Det er politiets nye bandeenhed Task Force Vest der har efterforsket sagen. Og der er man ualmindeligt godt tilfredse med, at det er lykkedes at få fængslet to fra organisationens inderkreds for narkohandlen.

- Det er en lige stor tilfredsstillelse hver gang, siger taskforcens leder, Kirsten Fischer.

En tredje mand blev anholdt i samme aktion. Men ham valgte anklageren selv at løslade.

Fulgte med på sidelinjen
Sagen har været efterforsket sammen med Østjyllands Politi. Ifølge Ritzaus oplysninger fulgte politiet med på sidelinjen, mens stoffet var under transport fra et sted til et andet.

De to rockere var ikke i besiddelse af narkoen, men politiet mener altså alligevel at kunne bevise, at det var de to, der stod bag forsøget på at sælge kokain videre.

Den ene af de to er tidligere dømt for amfetaminhandel.