Rockerborg kan blive eksproprieret
Bundsgaard klar til ekspropriation
I dag har Magistraten i Aarhus vedtaget forslaget til en lokalplan, der skal sikre ny udvikling for området ved Bryggervej og Vejlby Ringvej.
Hensigten er at skabe et nyt, spændende byområde, og Aarhus' borgmester Jacob Bundsgaard, Soc.dem., er klar til at ekspropriere for at gennemføre projektet. Det kan ramme Hells Angels, der har en afdeling på Bryggervej.
I lokalplanområdet ejer Aarhus Kommune og den private ejendomsudvikler Bryg K/S størstedelen af ejendommene. Èn ejendom er dog ejet af tredjemand og den ejendom rummer i dag Hells Angels afdeling i Aarhus.
Jacob Bundsgaard håber, at parterne kan finde en løsning, men melder samtidig klart ud, at det kan være nødvendigt at ekspropriere den pågældende rockerejendom, hvis der ikke kan blive enighed med rockerne om et køb af ejendommen.
- Vi har en fantastisk mulighed for at omdanne et nedslidt kvarter til et nyt, spændende og bæredygtige byområde. Jeg mener derfor, det er helt oplagt at byrådet skrider til ekspropriation, hvis det skulle vise sig nødvendigt for at gennemføre projektet, siger Aarhus' Borgmester, Jacob Bundsgaard, Soc.dem. i en pressemeddelelse.
Området der skal udvikles i henhold til lokalplanen har en størrelse på 129.000 kvadratmeter. Efter planen skal området primært rumme boliger, men også erhverv, daginstitution og detailhandel.