Rocker mister gevær, båd og bil

Skat har beslaglagt værdier for cirka to millioner kroner hos medlem af Bandidos i Hinnerup

En østjysk rocker må i den kommende tid undvære sit gevær, båd og en personbil.

Både skattefolk og politibetjente troppede ved 10-tiden tirsdag op hos manden i Hinnerup.
Samtidig gik andre betjente i gang med at ransage på flere andre adresser både i Hinnerup og i Randers-området, oplyser Østjyllands Politi.

Hos den 31-årige, der er medlem af Bandidos, fandt politiet et oversavet jagtgevær, fortæller vicepolitiinspektør Brian Voss Olsen.

Desuden har Skat beslaglagt værdier for cirka to millioner kroner - det er blandt andet en båd og en personbil.

Politiet vil fremstille den 31-årige i grundlovsforhør onsdag. Her skal en dommer afgøre, om der er grund til at varetægtsfængsle ham.