Rocker fik tærsk i Århus

41-årig medlem af Hells Angels anholdt, blødende efter slagsmål på diskotek.

En mand på 41 år, som er medlem af rockergruppen Hells Angels blødte voldsomt efter et slagsmål, da han kort efter kl. 3 i nat blev anholdt af politiet på et diskotek i Frederiksgade i Århus.

Ifølge politiets oplysninger blev slagsmålet udløst af, at rockeren forsøgte at nikke en 24-årig mandlig diskoteksgæst en skalle.

Den 24-årige slog fra sig og var tilsyneladende bedre til at slås end HA'eren. I hvert fald slap den 24-årige uskadt fra bataljen, selv om han efter politiets definition er en 'lille spirrevip'.

Begge kombatanter blev anholdt, og de har begge fået karantæne fra diskotektet i to år, oplyser politiet.