Robotkameraer i Musikhuset

Million-gave åbner døren for ny teknik

Fremover skal en række koncerter i Musikhuset i Aarhus livestreames i god kvalitet på nettet.

Det mener Aarhus Symfoniorkester, der netop har modtaget en donation på 1,2 mio. kroner fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond.

Pengene skal bruges til indkøb og installering af robotkameraer og andet teknisk udstyr i Symfonisk Sal i Musikhuset.

- Dette vil gøre det muligt at producere og transmittere koncerter med billede og lyd på en meget effektiv måde, som samtidigt bevarer live-oplevelsen intakt både for publikum i salen og brugere på internettet, oplyser Aarhus Symfoniorkester i en pressemeddelelse.

- Aarhus Symfoniorkester vil fortsat kunne høres på DR og Radio Klassisk, men i fremtiden vil orkestret blive væsentligt mere visuelt, når koncerterne også videotransmitteres på internet og andre medier.