Robot bader ældre i Horsens

Ny badekabine fra Japan vækker begejstring

En japansk badekabine har vakt begejstring under afprøvningen på Center for Robotteknologi, Teknologisk Institut i Odense, og nu skal den installeres på plejecenter Præsthøjgården i Horsens.

- Vi sendte blandt andre vores sundhedscenterleder, en social- og sundhedshjælper og en sygeplejerske igennem maskinen, og alt fungerede perfekt. Vandet var dejlig varmt, og "prøvekaninerne" bestemte selv, hvor længe badet skulle vare.

Det har været en rigtig god oplevelse, og vi glæder os meget, til kabinen ankommer til Horsens, siger Lene Offersen, der er områdeleder på Præsthøjgården i en pressemeddelelse.
 
Den automatiske badekabine er beregnet til liggende bad, og det er primært de ældre i daghjemmet, der får tilbud om at bruge den. Brugere inden for Handicap og Psykiatri-området samt enkelte beboere på plejecentret får dog også mulighed for at prøve nyskabelsen.
 
Kabinen ventes at få sin debut på Præsthøjgården sidst i august, når det faste personale er vendt tilbage fra ferie.
 
Forebyggelsesfonden finansierer den automatiske badekabine.