River kontrakt i stykker

Horsens-målmand jagter ny klub

Fodboldklubben AC Horsens har ophævet kontrakten med Kenneth Stenild med øjeblikkelig virkning.

Den 24-årige målmand har ikke formået at erobre posten som førstemålmand i den østjyske superligaklub.

- Kenneth Stenild har ambitioner om at blive førstemålmand, og han er nået til et punkt i karrieren, hvor han skal have fast spilletid. Det kan vi desværre ikke tilbyde ham, og vi har derfor valgt den bedste løsning for både ham og os, siger sportsdirektør Jesper Hansen i en pressemeddelelse.

Arbejder på højtryk
Kenneth Stenild skiftede fra AaB til AC Horsens i sommeren 2009.

Han håber, at hans nye status som transferfri gør ham mere attraktiv for andre klubber, så han kan få spilletid igen.

- Nu er jeg transferfri, og min agent arbejder på højtryk for at finde en klub til mig, hvor jeg kan spille hver weekend, siger den 24-årige keeper.