River huse ned på Århusvej

Gør klar til en eventuel udvidelse af Århusvej

Foto: Randers Kommune

I disse dage har Randers Kommune gang i de store maskiner for at rive en række huse ned på Århusvej i Randers.

Ejendommene tilhører Randers Kommune og blev købt af kommunen som led i en langsigtet plan om at udvide Århusvej.

- Kommunen købte ejendommene, typisk huse, for 8-9 år siden. Målet var at gøre klar til en eventuel udvidelse af Århusvej, hvis der bliver truffet en politisk beslutning om en ny broforbindelse, og for at de berørte ejere ikke skulle leve med usikkerheden om, hvornår vejen udvides, tilbød kommunen dem at købe ejendommene, siger Søren Fonseca, der er sekretariatsleder i Miljø og Teknik i Randers Kommune, i en pressemeddelelse.

Kommunen har i alt købt 10 huse, og de er nu i færd med at blive jævnet med jorden efter en politisk bevilling.

- Flere af de oprindelige ejere fortsatte med at bo i husene som lejere. Nu er de fleste efterhånden flyttet, og de resterende midlertidige lejemål er ved at udløbe. Derfor er vi i gang med at rive husene ned, siger Søren Fonseca.

Randers Kommune oplyser, at hvis den fortsat skulle leje boligerne ud, ville risikoen for større reparationer og vedligeholdelsesarbejde stige, og det vil dermed udgøre en økonomisk risiko for kommunen.

På de tomme grunde vil der nu blive plantet græs.