Ritt og Wammen arbejder sammen
Socialdemokraterne og De Radikale i København og Århus knytter tætte bånd.
På landsplan kniber det, men lokalt går det glimrende. Socialdemokraterne og De Radikale i København og Århus arbejder fint sammen og opfordrede fredag politikerne på Christiansborg til at gå samme vej.
- Det er åbenbart svært at arbejde sammen på landsplan. Men nu vil vi i hvert fald demonstrere, at det sagtens kan fungere, sagde Københavns overborgmester, Ritt Bjerregaard (S).
Hun mødtes med sin kollega i Århus, borgmester Nicolai Wammen (S), samt tre radikale politikere fra byerne. Mødet fandt sted på restaurant Århusgade no. 1 i København, så signalværdien var svær at overse.
- Vi indgår et stærkt forpligtende regeringsfællesskab, fastslog Nicolai Wammen. Han nævnte boligbyggeri, integration, miljø og trafik som områder, hvis byerne kan lære af hinanden. Tonen mellem Socialdemokraterne og De Radikale har mildest talt været dårlig på Christiansborg de seneste måneder. De Radikale tror ikke længere på et regeringssamarbejde mellem de to partier og peger desuden på deres egen partileder, Marianne Jelved, som statsministerkandidat.
- Det står vores lokale politikere frit at arbejde sammen med hvem som helst. Men dermed er det ikke givet, at samme partier kan arbejde sammen på landsplan, lyder kommentaren fra Marianne Jelved. Hun afviser, at initiativet i København og Århus får indflydelse på samarbejdet i Folketinget.
- Vi kan ikke acceptere skattestoppet. Det kan Socialdemokraterne. Vi kan ikke acceptere de stramme regler om familiesammenføring. Det kan Socialdemokraterne. Sådan kunne jeg blive ved. Der er mange ting, der skiller os, understreger hun. Lokalpolitikerne fra København og Århus sagde på mødet, at samarbejdet mellem byerne er et langsigtet projekt.
Ritt Bjerregaard roste århusianerne for deres arbejde med havnebyggeri og boliger som to områder, som københavnerne kan lære noget af. Omvendt nævnte den radikale rådmand fra Århus, Peter Thyssen, at København er langt fremme trafikalt. Netop Peter Thyssen støttede indtil kommunalvalget i 2005 den borgerlige fløj i Århus. I dag bakker han op om Nicolai Wammen og ser sig selv som et eksempel på, at politikerne på Christiansborg sagtens kan blive enige igen.
- I politik kan man komme væk fra hinanden, men så er det rart at vende tilbage igen. Som nu. Problemerne mellem partierne på Christiansborg er overkommelige. Det kræver bare, at partierne virkelig er indstillet på at løse dem, filosoferede Peter Thyssen på mødet. Marianne Jelved afviser, at De Radikale nægter at arbejde sammen med Helle Thorning-Schmidt (S). Men det kræver en holdningsændring hos Socialdemokraterne.
- Vi har intet overordnet problem med at arbejde sammen med Socialdemokraterne. Der er bare nogle politiske områder, hvor vi er langt fra hinanden i øjeblikket, fortæller Marianne Jelved. /ritzau/