Risiko for rockerkrig: Politiet forlænger lukning af klubhuse

Rigspolitiet vurderer der er betydelig risiko for, at klubhusene kan blive mål for angreb

Bandidos i Randers holder til i dette klubhus på Havrevej i Randers. Foto: Googe Street View

Lukningen af fire rockerklubhuse i Jylland, som Bandidos og Satudarah har benyttet, bliver nu forlænget i yderligere 14 dage. To af dem ligger i Horsens og Randers.

Vi mener ikke, der er grund til at tro, at risikoen for angreb på rockerklubhusene er mindre, end den var for 14 dage siden.

Brian Voss Olsen, Særlig Efterforskning Vest

Det har de politikredse, som klubhusene befinder sig i, besluttet. Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Senest forsøgte gerningsmænd at sætte ild til et Bandidos-klubhus på Havrevej i det nordlige Randers. Branden efterforskes af politiet som påsat.

- Lukningerne sker med baggrund i den konflikt, som vi vurderer, at der p.t. verserer mellem de to rockergrupperinger. Risikoen for yderligere angreb får os så nu til at lukke blandt andet klubhuset på Havrevej. Så er der et mål mindre, sagde politiinspektør hos Østjyllands Politi, René Raffo, til TV2 ØSTJYLLAND d. 10. november.

Læs også Efter brand hos Bandidos: Politiet lukker jyske rockerklubhuse

Beslutningen om at lukke i yderligere tid er taget med baggrund i Rigspolitiets vurdering af,at der stadig er betydelig risiko for, at klubhusene kan blive mål for angreb, og at der kan ske voldelige hændelser omkring dem.

- Vi mener ikke, der er grund til at tro, at risikoen for angreb på rockerklubhusene er mindre, end den var for 14 dage siden. Så der er fortsat forbud mod at komme i de fire huse,siger Brian Voss Olsen, leder af den tværgående enhed Særlig Efterforskning Vest. 

Læs også Bandidos-rocker fra Randers fængslet for rambuktyveri

Det var Særlig Efterforskning Vest, der koordinerede indsatsen den 10. november, hvor politiet lukkede rockerklubhuse i Horsens, Aalborg, Randers og Viborg. I første omgang blev klubhusene lukket i 14 dage, og den periode bliver altså nu forlænget med yderligere 14 dage frem til den 8. december.

Ved overtrædelse af forbuddet mod at komme i klubhusene, risikerer man at blive straffet med fængsel i op til to år. 

01:13

Her kan du høre René Raffo uddybe, hvorfor politiet vælger at lukke rockerklubhusene. 

Luk video

TV2 ØSTJYLLAND har været i kontakt med Bandidos Randers, som på nuværende tidspunkt ikke har nogen kommentarer til hverken den forlængede lukning eller de bagvedliggende årsager.