Risiko for ny busstrejke

Bybuschauffører kræver indrømmelser fra ledelsen ved møde mandag. Hvis ikke, er der risiko for nye arbejdsnedlæggelser.

Chaufførerne hos Århus Sporveje er stærkt utilfredse med en række planlagte effektiviseringer, som ledelsen vil sætte i værk i forbindelse med den kommende sommerkøreplan. I sidste uge førte det til, at busserne blev i garagerne onsdag morgen og formiddag. Og ifølge chaufførernes tillidsmand, Johnny Fischer, er der en reel risiko for nye arbejdsnedlæggelser i denne uge, hvis ikke ledelsen giver sig. - Kollegerne er meget vrede, og der skal fra ledelsens side indrømmelser på bordet, hvis vi skal undgå nye strejker, siger Johnny Fischer til Ritzau. Chaufførerne er utilfredse med en række nye arbejdstidsregler, der bl.a. betyder, at ægtefæller, der er ansat hos Århus Sporveje, ikke har fri samtidig, og at chaufførernes arbejdstid bliver tilrettelagt "mod uret", sådan at man starter med en aftenvagt og slutter med en morgenvagt. Det betyder, ifølge Johnny Fischer, at chaufførerne får mindre og mindre søvn, som ugen skrider frem. Ledelsen har indkaldt tillidsfolkene til et møde mandag eftermiddag. Direktør i Århus Sporveje Torben Høyer siger, at der bliver arbejdet i døgndrift for at finde en acceptabel løsning.