Stort politiopbud efter ulykke: Tekniske undersøgelser i timevis

Hasle Ringvej i Aarhus er spærret i begge retninger ved Herredsvej efter trafikuheld

00:52

Onsdag aften er der sket et trafikuheld på Hasle Ringvej i Aarhus. Endnu er omfanget af uheldet ukendt, men foreløbigt er Hasle Ringvej spærret i begge retninger, oplyser Østjyllands Politi, der er massivt til stede med adskillige patruljer og hundepatruljer.

Uheldet skete klokken 19.45 på Hasle Ringvej ved krydset ved Herredsvej i det nordvestlige Aarhus. Hasle Ringvej er lukket i begge retninger fra krydset ved Herredsvej til krydset ved Nykersvej.

Hundepatruljer fra Østjyllands Politi er i gang med at gennemsøge et større område ved Hasle Ringvej.

Der er et stort politiopbud på stedet, og Østjyllands Politi er blandt andet i gang med at lave tekniske undersøgelser, ligesom politiets hunde er i gang med at gennemsøge et stort område langs ringvejen. Politiet kan endnu ikke sige noget om, hvornår der atter åbnes op for trafik. 

Læs også 23-årig kørt ned med vilje: Politiet fandt patroner på stedet

- Vi arbejder på stedet lige nu, og jeg kan ikke sige noget om tidshorisonten i forhold til, hvor længe vejen vil været helt spærret, siger Martin Christensen, vagtchef ved Østjyllands Politi, ved 21-tiden. Klokken 23.20 er Østjyllands Politi fortsat massiv til stede, og der er fortsat helt spærret for trafikanter. 

TV2 ØSTJYLLAND har onsdag sidst på aftenen forgæves forsøgt at få fat i vagtchefen igen for at høre mere ind til uheldet og politiets store fremmøde på stedet, men uden held.

Det er her i krydset ved Hasle Ringvej og Herredsvej i Aarhus, at der er helt spærret for trafik. Foto: Google Maps

En enkelt person er ifølge Østjyllands Politi bragt til sygehuset. 

- Vi vil gerne opfordre folk til at finde alternative ruter, da vi endnu ikke kan sige, hvornår Hasle Ringvej igen åbnes op for trafik, lød det tidligere på aftenen fra Martin Christensen. 

Øverst på siden kan du se video af politiets arbejde på stedet.