Ringgaden forlænges
Aarhus Kommune vil sikre bedre trafikafvikling i Aarhus og reducere trafikken gennem midtbyen, hvilket betyder vejarbejde ved Stadion Allé og Johan Baunes Plads
Mandag 20. april starter et gravearbejde omkring Stadion Allé og Johan Baunes Plads. Arbejdet skal være med til at sikre en bedre trafikafvikling i Aarhus.
Aarhus Kommune ønsker at reducere trafikken gennem midtbyen, og derfor har byrådet besluttet at øge fremkommeligheden på Ringgaden, så flere vil vælge at køre på Ringgaden frem for ind gennem midtbyen, hvis ikke de har et ærinde der, skriver Århus Stiftstidende.
Med den nye plan vil kommunen forlænge Ringgaden, så den fortsætter helt ned til Marselis Boulevard, uden at man standser ved den vigepligt, der i dag er ved udkørslen til Stadion Allé. Projektet betyder, at Stadion Allé og F. Vestergaards Gade lukkes i den sydlige ende.
Gennemkørende trafik prioriteres
- Herved gives der en større prioritet til den gennemkørende trafik, og mange af de trafiksikkerhedsmæssige problemer, der er i krydset i dag, forbedres væsentligt, siger vejingeniør Peter Søndergaard fra planafdelingen til Århus Stiftstidende.
Ålborggade bliver den fremtidige adgangsvej til lokalområdet omkring Stadion Allé og Ingerslev Boulevard. Ålborggade er i forvejen tilsluttet Søndre Ringgade i et signalreguleret kryds. Og der vil ske en mindre ombygning af dette kryds for at sikre en god trafikafvikling, oplyser Peter Søndergaard.