Rikke har vandskræk: Fobier har flere forklaringer og løsninger

Der findes flere forskellige forklaringer på, hvorfor en fobi opstår, og samtidig er der flere måder at håndtere den på.

02:21

VIDEO: Rikke Skifter Karlsen fra Spentrup ved Randers har hele livet været bange for vand, hvilket hun prøver at bekæmpe i ny dokumentarserie på TV 2.

På TV 2 kan man i dokumentarserien ’Havfruer på dybt vand’ følge en række kvinder, der alle er rædselsslagne for vand. En af dem er Rikke Skifter Karlsen fra Spentrup ved Randers.

- Jeg kender slet ikke min krop, når den er i vand. Jeg føler, at jeg går beton, der stivner omkring mig, så jeg ikke kan trække vejret og begynder at hyperventilere, fortæller Rikke om sin fobi.

Læs også Rikke har ikke haft vand i ansigtet i 44 år: Det er ulækkert og modbydeligt

Ifølge professor i social- og personlighedspsykologi Henrik Høgh-Olesen kan der ligge forskellige forklaringer bag en fobi.

Man har prøvet noget tidligere i tilværelsen, som man nu associerer med noget farligt.

Henrik Høgh-Olesen, professor i social- og personlighedspsykologi, Aarhus Universitet

- Nogle fobier har en indlæringshistorie. Man har prøvet noget tidligere i tilværelsen, som man nu associerer med noget farligt, fortæller han.

Hvis man eksempelvis er blevet bidt af en hund som barn, kan det senere udvikle sig til en fobi for hunde.

"Fobiske tilstande kan meget ofte være, at folks forsigtighedssystemer overreagerer," fortæller professor Henrik Høgh-Olesen.

Fobi som overreaktion

Men det er ikke alle fobier, der kan føres tilbage til tidligere oplevelser. Ifølge Henrik Høgh-Olesen er vi alle født med nogle frygt- og beredskabssystemer, hvor en fobi kan opstå som en overreaktion.

- De her forsigtighedssystemer er i udgangspunktet fornuftige nok, men de kan overreagere. Og så bliver de dysfunktionelle. Fobiske tilstande kan meget ofte være, at folks forsigtighedssystemer overreagerer.

Der er dog flere måder at håndtere det på, hvis man har en fobi.

Der findes kognitive behandlingsteknikker, hvor man kan lære at mestre de her ting.

Henrik Høgh-Olesen, professor i social- og personlighedspsykologi, Aarhus Universitet

- Typisk vil man forsøge at udsætte folk for de her stimuli og situationer. Det er selvfølgelig en gradvis tilnærmelse, så man langsomt vænner sig til at gøre dét, man er bange for, fortæller Henrik Høgh-Olesen, professor i social- og personlighedspsykologi ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet.

En mindre direkte og konfronterende tilgang går ud på at lære folk nogle afslapningsøvelser.

Læs også 17 nye beboere har kriblet og krablet sig ind i Randers Regnskov

- De skal forestille sig og visualisere det emne, de er bange for, og så kan de mærke, at deres krop accelererer og går i beredskab. Så lærer de nogle afslapningsteknikker, hvor der langsomt bringes kontrol over kroppen igen.

På den måde vænnes man langsomt til at være i nærheden af ens største skræk, uden kroppen overreagerer.

Siden børnene var spæde, har Rikke været med dem i svømmehallen. Hun har dog ikke kunnet få sig selv til at dyppe dem ned under vandet - den opgave har hendes eksmand taget på sig. Foto: Privat

Opfordrer andre til at søge hjælp

Både Henrik Høgh-Olesen og Rikke Skifter Karlsen opfordrer folk, der lever med en fobi, til at søge hjælp.

Tag tyren ved hornene, og søg hjælp.

Rikke Skifter Karlsen, medvirkende i 'Havfruer på dybt vand'

- Hvis det er handicappende for folk, hvilket det kan være i alvorlig grad, så skal man helt klart søge hjælp. Der findes kognitive behandlingsteknikker, hvor man kan lære at mestre de her ting, fortæller Henrik Høgh-Olesen.

Læs også Første patient i Horsens er indlagt i ny hospitalsbygning

Rikke selv blev først klar til at gøre noget ved sin vandskræk, da hun blev mor, og selvom det ifølge hende kræver stor motivation og er en lang proces, så er rådet til andre klart:

- Tag tyren ved hornene, og søg hjælp.

Rikke er bange for at give sin angst for vand videre til sine børn. Her er hun med treårige Mads-Emil og Mikkeline på fire år. Foto: TV2