Rikke gav Carsten den sidste smøg: Så må regler være regler

En helt særlig sidste gestus til en døende mand er gået viralt. Sygeplejersken, der stod bag, så det som noget helt naturligt

Carsten Hansen (t.v.) fik sit sidste ønske opfyldt, inden han døde. Siden har sygeplejerske Rikke Kvist og resten af medarbejderne på sygehus-afdelingen fået masser af roser på Facebook. Foto: Aarhus Universitetshospital / Privat

Fredag aften døde Carsten Hansen på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Det er der som sådan ikke noget specielt ved, men hans sidste stund blev foreviget og er gået viralt.

Sygeplejerskerne på afdelingen gav ham nemlig lov til at nyde en sidste smøg og et glas hvidvin på altanen.

Det er helt vildt, at sådan noget skal skabe så meget opmærksomhed.

Rikke Kvist, sygeplejerske

Det har fået danskerne til at rose personalet til skyerne på Facebook.

Også Carsten Hansens søster og datter er taknemmelige for, at deres bror og far fik opfyldt sit sidste ønske.

- I sådan en situation må regler være regler. Jeg er ikke så meget regelrytter og tænkte bare på, at vi måtte få løst det, så han kunne få opfyldt ønsket, siger sygeplejerske Rikke Kvist i dag til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Fredag døde Carsten: Sådan opfyldte sygehus hans sidste ønske

Hun fortæller, at Carsten Hansen kom ind på afdelingen, uden at der kunne gøres meget mere for ham.

Så han skulle bare have kærlig behandling og blev derfor også spurgt, om han havde lyst til noget.

- Da han så sagde en smøg og et glas vin, kom vi på arbejde. Vi fandt en rest af noget vin, og så må man jo ikke ryge på værelserne af hensyn til brandalarmerne. Så altanen var løsningen, siger Rikke Kvist.

Hans sidste ønske

Herefter var det så spændende, hvad familien sagde til, at Carsten Hansen befandt sig på altanen med en smøg og et glas vin, da de kom for at sige farvel.

- Det var helt i orden med dem, og de var glade for, at vi opfyldte hans sidste ønske. Det var et rart øjeblik, fortæller Rikke Kvist.

Siden har flere tusinde kommenteret på et Facebook-opslag fra Aarhus Universitetshospital, der viser den smukke stund på altanen.

- Jeg synes, at det er helt vildt, at sådan noget skal skabe så meget opmærksomhed, når det for mig var helt naturligt, lyder det fra sygeplejersken.