Risskov-borgere lever i søm-helvede: Det er noget svineri!

Hundredvis af søm er blevet spredt i Risskov. Forkasteligt, mener lokale borgere.

Søm i dæk. Søm i sko. Søm over det hele. 

Beboerne i Risskov har gennem flere måneder været plaget af søm i indkørsler og på veje.

Man kigger jo lidt skævt til dem, som man ikke lige kender, som går rundt på vejene. 

Tine Bay, Risskov

Nogen har nemlig spredt hundredvis af søm i store områder af bydelen, og indbyggerne mener ikke, det er ved et uheld.

- Det er jo langt over, hvad man kan kalde for drengestreger. Jeg tænker, det er hærværk. Forsøg på systematisk hærværk, siger Jacob Munkholm Jensen, der bor Risskov.

Forkasteligt og svinsk

Han er godt og grundig træt af de mange søm og har ikke meget til overs for dem, der har spredt dem.

 - Det er forkasteligt. Det er noget svineri. Jeg tror ikke, de tænker på, hvilken fare det kan have for dem, det går udover. Eller også gør de, siger han. 

Det er søm som disse, der er blevet fundet mindst 15 forskellige steder i Risskov.

Jacob Munkholm Jensen fandt selv ud af problemets omfang, da han postede et billede i en Facebook-gruppe for borgerne i bydelen. Det gjorde han, efter at han selv trådte et søm op i sin sko. 

Mange af os er blevet ekstra agtpågivende i forhold til, hvad der sker herude om aftenen.

Jacob Munkholm Jensen

- Det viste sig ret hurtigt, at det slet ikke var et ukendt fænomen herude. Der er rigtig mange, der har dårlige erfaringer med søm i dækkene, og det er noget, der har stået på i lang tid.

Søm skaber utryghed

Sømmene er blevet fundet mindst 15 forskellige steder i Risskov, og de er problematiske af både sociale og praktiske årsager. 

- Man kigger jo lidt skævt til dem, som man ikke lige kender, som går rundt på vejene. Og derudover punkterer folk. Så det er rigtig træls, siger Tine Bay fra Risskov. 

00:24

VIDEO: Her samler Tine Bay søm op fra gaden i Risskov.

Luk video

Flere beboere i Risskov har anmeldt de vildfarne søm til politiet. Østjyllands Politi er dog ikke umiddelbart på sporet af en eller flere gerningsmænd. 

Indtil sømmene forsvinder, vil borgerne være ekstra opmærksomme på deres nærmiljø. 

- Mange af os er blevet ekstra agtpågivende i forhold til, hvad der sker herude om aftenen. Vi kigger lidt ekstra, og det er også en aftale, vi har med politiet, siger Jacob Munkholm Jensen.