Rift om gravpladser i skoven

Ny skovkirkegård er åbnet

02:02

1 af 2

Fredag åbnede Østjyllands første skovkirkegård i Silkeborg, og der er rift om pladserne.

Det ligner en helt almindelig skov, men faktisk er det en kirkegård, som gemmer sig mellem træerne.

- Vi har cirka 3,5 hektar, så principielt giver det plads til mange, mange tusinde urner, men der skal også være plads til, at det er en skov, vi kan nyde at gå i, siger Jens Dejgaard Jensen, der er kirkegårdsleder i Silkeborg Kirkegårde og Krematorium.

I mere end fem år er der arbejdet på, at skovkirkegården kunne blive en realitet, og fredag kom dagen, hvor den endelig kunne indvies.

- Vi vil gerne have en skovkirkegård, fordi der efterhånden er en hel del, som har haft ønsket om, at der skulle etableres en skovkirkegård, siger Elof Westergaard, der er provst i Silkeborg Provsti.

Og efterspørgslen er stor blandt folk, der ønsker at få deres urne i jorden i skoven.

- Vi har tre familier, der skal have urnenedsættelse i dag (fredag, red.), og vi har næsten dagligt henvendelser omkring det, siger Jens Dejgaard Jensen.

Du kan se mere om skovkirkegården i indslaget over artiklen.