Riddersholm trods 6-2: Vi har været langt bedre
AGF-træner ikke tilfreds trods storsejr over Esbjerg
Der var målfest i Aarhus mandag aften, da AGF slog kriseramte Esbjerg med hele 6-2.
Nogle overbevisende cifre, men ikke et udtryk for, at AGF spillede en perfekt kamp, hvis du spørger cheftræner Glen Riddersholm.
Læs også
- Jeg er tilfreds med resultatet, og at spillerne tanker noget selvtillid. Men vi spiller ikke efter den plan, vi har lagt, og vi giver to mål væk, som giver et svært udgangspunkt til anden halvleg, siger Glen Riddersholm til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Det er et brugbart resultat, men vi har leveret kampe med præstationer og taktisk indhold, der var langt bedre, end vi gjorde i den her kamp, siger han.
Læs også
Nu venter Silkeborg IF på fredag i en kamp, der helst skal kaste tre point af sig for AGF’s vedkommende. Der er nemlig ikke råd til at fejle ret meget mod de nærmeste konkurrenter, hvis håbet om top seks skal forblive intakt.
- Vi skal fastholde de gode perioder, vi trods alt har her mod Esbjerg. De små huller, vi har, er manglende disciplin, så enten har træneren ikke lagt en plan, der var simpel nok, eller også har vi i fællesskab nogle udfordringer, vi skal have styr på, siger Glen Riddersholm.
Se et længere interview i videoen øverst i artiklen.