Riddersholm taber første AGF-kamp

AGF tabte 0-1 til Esbjerg, da Glen Riddersholm for første gang stod på sidelinjen som træner for holdet

Alka Superliga-klubben AGF har fået masser af positiv omtale efter ansættelsen af Glen Riddersholm, men den nye cheftræner fik fredag en resultatmæssig lunken premiere på sidelinjen i den aarhusianske klub.

I Riddersholms første testkamp som træner tabte AGF med 0-1 på udebane i Esbjerg, men ingen af holdene vil formentlig lægge alt for meget i resultatet.

For både Esbjerg og AGF skiftede hele holdet ud i pausen, så mange spillere fik lov til at demonstrere formen efter julepausen.

AGF tester ghanesisk midtbanespiller

Kampens eneste mål faldt efter 20 minutters spil og blev sat ind af Esbjergs unge midterforsvarer Marco Lund.

Lund udnyttede en fejl af AGF's reservekeeper Thomas Hagelskjær, der tabte bolden efter et hjørnespark, og så var kampens eneste mål en realitet på kunstgræsbanen i Esbjerg.

Møder Viborg om en uge

Glen Riddersholm får en ny mulighed for første sejr med AGF næste fredag, når hans hold møder Viborg.

I alt havde et par hundrede tilskuere trodset vejr og vind for at overvære opgøret mellem de to jyske traditionsklubber.

AGF tager hul på forårssæsonen i Superligaen, når aarhusianerne 26. februar møder OB på udebane.

________

Esbjerg fB-AGF 1-0 (1-0)

1-0 Marco Lund (20. min.)