RFC jagter forstærkninger
Randers-træner Colin Todd vil have yderligere to spillere til truppen
Den nye sæson af Superligaen nærmer sig, og i Randers FC er forberedelserne i fuld gang, ligesom holdet på torsdag møder UE Sant Julia i Europa League-kvalifikationen.
Men Randers FC-træner Colin Todd synes ikke, at truppen er helt på plads endnu.
- Holdet skal være stærkere. Vi leder stadig efter to spillere, siger Colin Todd og fortæller, hvor på banen Randers-mandskabet skal forstærkes.
- En central forsvarsspiller og en angriber.
Randers FC har brugt sommerpausen på at skifte ud i truppen, og ind på holdet er kommet Mikkel Thygesen, Jack Duncan, Erik Marxen og Mustafa Amini, men meget tyder altså på, at yderligere forstærkninger er på vej.
- Jeg ved, at PC (Peter Christiansen, sportschef i Randers FC, red.) gør et godt job og arbejder bag kulisserne. Det vil ske, men jeg ved ikke hvornår, siger Randers-træneren.
Returkampen mellem Randers FC og UE Sant Julia fra Andorra i Europa League-kvalifikationen spilles på torsdag klokken 19.05 på stadion i Viborg. Det første opgør vandt randrusianerne med 1-0.
I videoen øverst på siden kan du se interviewet med Colin Todd.