RFC forstærker midtbanen

Den sydafrikanske landsholdsspiller Mandla Masango spiller for Randers FC de næste tre år

Randers FCs læge, Peter Faunø, og Mandla Masango ved det obligatoriske lægetjek. Foto: Randers FC

Superligaklubben Randers FC har forstærket sig med den offensive midtbanespiller Mandla Masango, der er sydafrikansk landsholdsspiller.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

Den 26-årige sydafrikaner kommer på en fri transfer fra klubben Kaizer Chiefs, hvor han har spillet hele sin seniorkarriere.

Randers FC's cheftræner, Colin Todd, ser frem til at byde sydafrikaneren velkommen.

- Han er en lidt anderledes type offensivspiller end dem, vi i forvejen råder over. Han har evnen til at holde forsvarsspillere travlt beskæftiget med fart og en god kontrol over bolden.

- Mandla giver vores trup en ny spændende dimension, og jeg tror også, at han vil blive spændende at følge for vores tilhængere, siger Colin Todd i pressemeddelelsen.

Randers' sportschef, Peter Christiansen, siger, at sydafrikaneren er hentet med henblik på at kunne spille flere offensive positioner.

- Jeg er sikker på, at Mandla vil være med til at gøre vores offensiv endnu mere interessant, hvad enten trænerteamet vælger at bruge ham på en af kanterne eller helt oppe foran, siger Peter Christiansen.

Mandla Masango var blandt andet med på Sydafrikas landshold ved Africa Cup of Nations tidligere på året, og han er i alt noteret for 13 landskampe som senior.

Tidligere har han også spillet på det sydafrikanske ungdomslandshold.

Randers FC har indledt efteråret i Alka Superligaen med fire point i de første tre kampe.