RFC: Fokus på vores egne

Peter Christiansen, sportschef i Randers FC, ønsker ikke at kommentere på de rygter, der sender Mikkel Thygesen til den kronjyske klub

Foto: Randers FC

Flere medier har den seneste tid spekuleret i, om Mikkel Thygesen er på vej fra Hobro til Randers.

Forleden erfarede bold.dk, at midtbanespilleren og Randers FC er tæt på at indgå en aftale.

Mikkel Thygesen, der tidligere spillet i blandt andet FC Midtjylland og Brøndby IF, har kontraktudløb med Hobro til sommer, og han kan derfor hentes uden at skulle købes fri.

Se: Officielt: Ny målmand i Randers FC

- Jeg har ikke nogen kommentar til nye spillere og rygter, siger Peter Christiansen til TV 2 | ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Vi er i gang med en vigtig afslutning på sæsonen, og den koncentrerer vi os om. Jeg har mange spillere med kontraktudløb til sommer i Randers FC, så selvfølgelig vil der komme rygter og spekulationer. Vores fokus i Randers er lige nu på de spillere, vi har i truppen og på eventuelt at forlænge deres aftaler.

I Randers har Elmar Bjarnason, Djiby Fall, Jonas Kamper, Adama Tamboura, Ögmundur Krisinsson, Lorenzo Davids og Jacob Dehn Andersen alle kontraktudløb til sommer.

Se: Talent færdig i Randers FC

Sikkert er det, at Jacob Dehn Andersen ikke fortsætter i klubben. Han har meldt ud, at han søger mere fast spilletid et andet sted.

Peter Christiansen har alleredet sikret sig en ny spiller til sommer, da den 22-årige målmand Jack Duncan fra den australske klub Perth Glory kommer til Randers.

Randers FC skal i aften i aktion i Superligaen. Her skal Randers-spillerne en tur til Haderslev, hvor Sønderjyske venter.

Randers FC er lige nu fire point efter Brøndby i kampen om tredjepladsen - dog har sjællænderne spillet en kamp mere.