RFC-direktør forlader sin stilling
Randers FC's direktør, Hans-Peter Rasmussen, forlader sin stilling efter gensidig aftale med bestyrelsen
Efter en turbulent tid, hvor et opkøb af Randers FC gik i vasken i 11. time er der nu endnu en stor nyhed fra Kronjylland.
Direktør Hans-Peter Rasmussen har i fællesskab med bestyrelsen i Randers FC besluttet, at samarbejdet afbrydes.
- Det er med stor beklagelse, at vi sammen med Hans-Peter er blevet enige om denne beslutning. Vi takker oprigtigt Hans-Peter for den arbejdsindsats, han har ydet i den relativt korte tid, han har været ansat, hvor han har været med til at sørge for flotte sportslige resultater såvel som økonomiske. Vi ønsker ham held og lykke fremover, siger bestyrelsesformand Svend Lynge Jørgensen i en pressemeddelelse.
Hans-Peter Rasmussen udtaler, at han har fulgt sin mavefornemmelse i forbindelse med beslutningen.
Randers-keeper vinder af ’Det gyldne bur’
- Jeg har haft en spændende tid i Randers FC og er ked af, at vi ikke sammen kan fortsætte den gode kurs, der er sat det sidste års tid. På den anden side må man af og til føle efter og følge sin mavefornemmelse. Det har jeg og bestyrelsen gjort og resultatet er blevet at jeg fratræder til fordel for nye udfordringer. Jeg ønsker alle I og omkring Randers FC held og lykke med de opgaver der ligger forude, siger han.
Indtil der findes en erstatning, er formand Svend Lynge Jørgensen ansvarlig for at koordinere samarbejdet i ledergruppen i Randers FC fra den 1. januar 2016, oplyser klubben.
Tidligere er også sportschef Peter 'PC' Christiansen smuttet fra klubben - han blev kort tid senere præsenteret som chefscout i AGF.