Returkamp endte uafgjort
AGF spillede uafgjort mod oprykkere
AGF stod tilbage som den samlede vinder, efter at aarhusianerne fredag mødte Superliga-oprykkerne fra Viborg.
Tidligere på ugen vandt AGF det første opgør mod de grønblusede midtjyder med 1-0. Fredagens returkamp på NRGi Park i Aarhus endte uafgjort 2-2.
Viborg-angriberen Thomas Dalgaard fandt vej til netmaskerne to gange, men takket være den nyindkøbte AGF'er Jesper Lange samt Frans Dhia Putros endte opgøret uden vinder.
Trods den samlede sejr var AGF-cheftræner Peter Sørensen ikke helt tilfreds efter fredagens hjemmekamp.
- Offensivt spiller vi godt og skaber en hel del gode chancer, og vi burde have scoret lidt mere. Men vi giver et par for lette mål væk - en markeringsfejl og et boldtab i feltet. Det var ellers noget af det, vi havde talt om på forhånd, siger han til klubbens hjemmeside.
Næste testkamp for AGF er en udekamp mod lokalrivalerne fra Randers FC næste lørdag.